Her finder du mine mærkesager og den politik, som jeg vil arbejde for, som byrådskandidat for Liberal Alliance (LA) i Solrød Kommune.
Mine tre mærkesager
Mere frihed. Kommunen er til for borgerne, og derfor skal det frie valg altid være en mulighed for borgerne.
Højere grøn vækst. Erhvervsarealer skal udlægges til kontorfællesskaber og til virksomheder, som accelererer den cirkulære økonomi.
Mindre bureaukrati. Administrationen i Solrød Kommune skal optimeres, så flere varme hænder kan give mere borgernær velfærd.
Min politik
Min politik er struktureret om de fire grundlæggende principper i Liberal Alliances politik:
- Mere frihed.
- Højere vækst.
- Mindre bureaukrati.
- Lavere skat.
Mere frihed
Borgerne i Solrød Kommune får en højere grad af frihed i deres hverdag. Derfor vil jeg arbejde for, at:
- Borgerne vil blive tilbudt det frie valg og private alternativer, når de er i dialog med kommunen.
- Borgerne kan kommunikere med kommunen, når borgerne har mulighed for det og det må gerne være digitalt.
- Borgerne får svar på deres henvendelser hurtigst muligt og uden opbygning af sagspukler.
Højere vækst
I Solrød Kommune skal vi have en højere grøn vækst, der kan være med til at støtte op om den bæredygtige omstilling, så fremtidens generationer også kan opleve frihed og have muligheder. Derfor vil jeg arbejde for, at:
- De erhvervsarealer, som Solrød Kommune råder over i kommuneplanen, udlægges til virksomheder, der accelererer den cirkulære økonomi.
- Der udlægges flere arealer til opførelse af kontorhoteller, så små og mellemstore virksomheder kan vækste og innovere.
- Tilpasse de services, som Solrød Erhvervsservice, udbyder så fokus i højere grad vil understøtte vejledning om den bæredygtige omstilling og etablering af bæredygtige virksomheder.
Mindre bureaukrati
Offentligt bureaukrati og bonsaitræer har det til fælles, at de trives bedst, hvis de ofte og nidkært beskæres.
Jeg mener, at der er alt for mange kolde hænder i Solrød Kommune. Det vil sige, at der i dag bruges alt for mange ressourcer på unødvendige bureaukratiske processer, og processerne kræver for mange penge og ressourcer at vedligeholde. Det er ressourcer og penge der i stedet kunne komme borgerne til gode.
Derfor vil jeg arbejde utrætteligt for, at:
- Outsource Solrød Kommunes digitalisering og IT-drift til relevante fælleskommunale driftsfællesskaber.
- Flest mulige opgaver kan løses tilfredsstillende med færrest mulige bureaukrater.
- De frigjorte ressourcer skal i så høj grad, som det er muligt, omstilles til varme hænder og til at sænke driftsomkostningerne, så det er muligt at holde skatten i ro og på sigt sænke kommuneskatten.
- Solrød Kommune i så stor en udstrækning, som det er muligt, anvender generativ AI, machine learning, selvbetjeningsløsninger og standardiserede processer, der understøtter, at afgørelser m.fl. hurtig og effektivt kan opnås.
Lavere skat
Jeg vil arbejde for at holde kommuneskatten og grundskyldspromillen i ro, og på sigt, når det er muligt, sænke kommuneskatten og grundskyldspromillen. Finansieringen vil bl.a. finde sted ved, at der er relativt færre højtlønnede bureaukrater i kommunens administration (DJØF’ere, ingeniører og forskningsuddannede mellemledere). Jeg forventer også, at flere små og mellemstore virksomheder, der vækster, vil lede til en højere indbetaling af skat til kommunen.